Visioner og Missioner

Velkommen til muligheder for stor drivkraft og evnen til at omsætte vision til meningsfuld handling. Måske ligger du inde med en lang liste der nu for alvor skal tages hul på. Måske har du ingen planer og synes det er lige så fedt.
Mine visioner (og missioner) kommer som regel helt af sig selv. Hvorfor ved jeg ikke. Som ofte sker det i form af en tanke, et ord eller en handling der skal effektueres. En slags åndelig indkøbsseddel, jeg skal handle på. Sidst omhandlede det begrebet rummelighed. Nu handler det om Spiritual Health – både fysisk, psykisk, og mentalt. Jeg glæder mig meget. Det er dejligt livsbekræftende. Helt nyt. Og ualmindeligt spændende.
Det allervigtigste er dog, at jeg selv sidder med foden på speederen, selv kan bestemme farten og selv kan trække i håndbremsen, hvis det går for stærkt.

Og hvad har jeg på hjerte i dag?
Ingenting.
Du griner nok, men jeg mener det helt seriøst. Absolut ingenting.
Jeg har i dag besluttet at være pausen imellem noderne. Kommaet efter den indskudte sætning.  Hulrummet i handskerummet. Vakuummet i håndvasken, når den sidste dråbe er løbet ud.
Og hvorfor nu det? Hvad skulle det gøre godt for? Man kan jo ikke rende rundt og være ingenting, være på pause, konstant. Man kan jo ikke fylde op med ingenting, og man kan slet ikke handle ind ’for ingenting’.
Sandt nok. Men engang imellem, er det sundt. Og faktisk ganske nødvendigt. Med ingenting.

Hvis dit liv var et musikstykke, så prøv at forstille dig, et stykke musik uden pauser, uden ændring af tempo, uden lange eller korte noder, bare derudaf hele tiden. Total stressende og ganske anstrengende, vil jeg mene. Og ikke særlig sundt. Det kunne så ændres til det fine, perfekt polerede, nydelige, korrekte, overfladiske musikstykke, uden sjæl. Men sådan ser jeg ikke på det Der må være en kant. Jeg vil have tempo, dynamik, frækhed, lange kærtegnende noder, et stænk af rå soul og p.a.u.s.e.r.
Det er pauserne, selve åndedraget, imellem noderne, der skaber musikken i dit musikstykke. Det er her magien opstår. Det er her skabelsen fødes. Til noget nyt. Noget uventet. Det er her man tager ind, her man fyldes op, her man fordøjer, her man slapper af.

Så i dag trækker jeg stikket ud. Bare for et kort øjeblik. Og gør ingenting. Tænker ingenting. Mærker ingenting (Bortset fra lettelsen i min sjæl <3).

Så hvordan skal dit musikstykke være?
Hvordan ser det ud nu?
Hvor har du brug for at indbygge p.a.u.s.e.r?
Er der skruet for meget ned/ eller op for volumen? Hvordan er tempoet? Er der afveksling nok?
Hvis ikke, så fyld det ud… med ingenting. For en stund.

Kærlig hilsen Karinna

Ugens besked fra oven:
I denne uge, er der en kærlig hilsen (til os kvinder og mænd) fra Oshun, den afrikanske gudinde for floder og vandløb. Hun beder os om, at huske på og værdsætte vores feminine skønhed og sensualitet. Hun gør også opmærksom på, at en (dehydreret) krop der tørster efter rent vand, kan give symptomer som træthed, koncentrationsbesvær, irritation, og/eller stærk sult. Vand hjælper til at bortrense skadelige energier og giftstoffer, som en sensitiv krop ellers ville optage. Både det man drikker, eller det man opholder sig ved/eller i (bæk, sø, hav eller lign.)